Årsrapport 2022

17. marts 2023

Vi glæder os over, at Sparekassen i 2022 leverer et positivt resultat før skat på 1,8 mio. kr. Resultatet betegnes, efter markedsforholdene, som tilfredsstillende.

Stor kundetilgang også i 2022.

Meget tilfredsstillende primær indtjening

Sparekassens kapitalprocent kan opgøres til 29,9 %, hvilket er det højeste nogensinde.

2022 var endnu et år med stor kundetilgang og et højt aktivitetsniveau. Sparekassen har i 2022 oprettet 447 nye kontoførende kunder, hvilket er det største antal nogensinde.

Det er meget tilfredsstillende.

Sparekassens resultat er positivt påvirket af en markant stigning i basisindtjeningen på 21 %.

Basisindtjeningen kan i 2022 opgøres til 12,6 mio. kr.  hvilket er rekord for sparekassen og 2,2 mio. kr. over den opgjorte basisindtjening for 2021.

Basisindtjeningen udgjorde i 2021 10,4 mio. kr.

De oprindelige udmeldte og budgetterede forventninger til den primære indtjening (indtjening før afskrivninger, nedskrivninger og kursreguleringer) for 2022 var i spændet 8-9 mio. kr.  Indtjeningen overgår derfor det øvre spænd i forventningerne med ca. 3.600 tkr., hvilket er meget tilfredsstillende.

Modsat er resultatet mærkbart påvirket af negative kursreguleringer på tkr. 10.085. Kursreguleringen kan alene henføres til de historiske rentestigninger i 2022, som har påvirket sparekassens beholdning af obligationer. Traditionelt har mindre sparekasser et stort indlånsoverskud, hvoraf en betydelig del er placeret i obligationer. Dette er også tilfældet for Frøslev-Mollerup Sparekasse.

Direktør Frank Bertelsen udtaler ”Ser vi på det samlede afkast på vores fondsbeholdning udgør denne -1,9 %. Dette anses som et acceptabelt resultat i et meget besværligt år på dette område.”

og fortsætter ”Den stigende rente har på kort sigt negativ indflydelse på afkastet på obligationsbeholdningen grundet kursfald. På længere sigt kan vi se frem til bedre afkast på obligationsbeholdningen grundet det højere renteniveau. En normalisering af renteniveauet i samfundet vil, alt andet lige, være gunstig for sparekassens drift.”

Arbejdsløsheden er meget lav blandt arbejdstagerne, hvilket gør at vore private kunder oplever stabile indkomstforhold.

Vore erhvervskunder oplever fortsat stor ordreindgang – men vi hører dog nogle meldinger på en mindre opbremsning ”efter sommerferien”.

Sparekassen havde ved udgangen af 2021 via et ledelsesmæssigt skøn, hensættelse til eventuelle Covid-19 relaterede tab på tkr. 3.000. Det ledelsesmæssige skøn var til dækning af øget risiko som følge af bl.a. Covid-19 og afledte effekter på samfundsøkonomien og var opgjort med udgangspunkt i skøn over forøgede tabsprocenter på udsatte brancher.

Frank Bertelsen nævner i den forbindelse ”Det lader til at tabene som følge af Covid-19 heldigvis er udeblevet.

Sparekassen har dog valgt at opretholde den allerede foretagne hensættelse på tkr. 3.000 og yderligere forøge denne med 10% til tkr. 3.300. ”

Formålet med hensættelsen er samtidig ændret til nu at henføres til bl.a. usikkerheden omkring den makroøkonomiske udvikling, herunder stigende renter, energipriser m.v.

Sparekassens udlån er svagt faldende i 2022. Vi har i 2022 oplevet stor aktivitet på alle forretningsområder, i særdeleshed på boligområdet hvor vore kunder har foretaget mange låneomlægninger. Ifm. låneomlægninger har mange kunder valgt at hjemtage friværdi som anvendes til nedbringelse af gæld til sparekassen. Dette påvirker sparekassens samlede udlån, men vi glæder os over at vore kunder opnår en god realkreditfinansiering.

Læs hele årsrapporten her

 


Ansatte

Kontakt

Cookies